Jeg begyndte at arbejde med keramik, da stressen havde taget overhånd og min krop begyndte at sige fra. Lægerne kaldte det en stressrelateret sygdom, men for mig handlede det om at finde et sted, hvor jeg kunne trække vejret igen. Mine hænder, dækket af koldt, blødt ler, blev mit frirum. Hver gang jeg drejede en skål, mærkede jeg, hvordan hjertet langsomt fandt ro, og hvordan tankemylderet, der plejede at overmande mig, fik plads til at falde til ro.
Keramikken blev mere end en hobby – det blev en terapi. At forme leret med langsomme, målrettede bevægelser gav mig et fysisk og mentalt anker. Og når jeg sad der med udsigt over Bornholms natur, med havets rytme og skovens stille susen omkring mig, føltes det som om stressen langsomt smeltede ud af kroppen.
Det har lært mig, at heling ikke altid kommer fra medicin eller skemaer, men også fra nærvær, skabelse og kontakt med noget større – naturen, livet og mine egne hænder. Keramikken har givet mig en ny måde at trække vejret på, en ny rytme i kroppen, og vigtigst af alt, den har givet mig tilbage min ro.